Min indiske dagbog

Indien for fyrre år siden var også en togrejse værd, for hvor oplever man ellers at ha’ en ged og et bur med høns som medpassagerer på en rejse med Indian Railways og en gøglertrup, der optræder på perronen undervejs? På hvert et gadehjørne ventede en oplevelse, en slangetæmmer måske.    

En rejse gennem Indien sætter ens eget liv i perspektiv, man kan ikke undgå at lære noget.       

Frank og jeg slutter dagen af med at gå i biografen. Biografen er en plads mellem nogle bygninger, filmen bliver vist på en husmur og lyser glimtvis nabolagets lave huse med de flade tag op. Vi betaler for at komme ind at sidde ned, men der er også folk på husmurene rundt omkring. Hindifilm er kærlighedsfilm med dans og sang, og selv uden at forstå et ord er handlingen til at følge med i. Den forelskede kvinde slår fortvivlet ud med armene, og skurken, der prøver at få fat i hende, ser virkelig grum ud, men heltinden bliver selvfølgelig reddet af helten til sidst. Tilskuerne er tydeligvis opslugt af filmen, kommer med dybe suk, vredesudbrud og klapper begejstrede, når de elskende får hinanden.