Dias

»Bagefter var han altid som en sygeplejerske, helt hvid og tyst og til tjeneste. Ikke noget under at hun sank tilbage, lod sig bagbinde af hans favntag, ord og bløde linned. Det blodunderløbne tyngede hende og befandt sig bedst i mørket under dynen. Han holdt gardinerne trukket for, så hensynsfuldt, og duppede med vådt vat.
Senere elskede de, forsigtigt, og sov så, tungt sammenfiltrede. I drømme så hun dem, liggende i Pompei. Hun ville blive der altid, fastlås i forsoningen, og aldrig vågne op til den næste dag, hvor han smed den hvide kittel og lod lyset strømme ind i hendes slidte øjne. Men hun vågnede og måtte øm og værkende op og gengælde hans selvfølgelige glæde. Hun måtte se bort fra det størknede blod på hans knoer og bare videre, videre.«

Dias er fyrre øjebliksbilleder af levet liv. Fra billedet af pigen der udforsker sig selv, til det af kvinder der forbereder sig på døden. Dias stiller skarpt på flygtige tilstande og relationer, på oprør, håb og vækst.