Den uimodståelige Henry House

Da Henry House var fire måneder gammel, havde syv forskellige kvinder, som alle kaldte ham deres søn, hans foto i deres pengepung.

Fotografiet viste Henry den dag, han ankom til Wilton College i 1946. Han lå nøgen i sin vugge med kæk, bar numse, hans hår var blankt og mørkt, og hans grin var allerede på plads i hans ansigt, mens han rejste sig op på sine buttede arme og vendte sig ved lyden af sit navn.

Henry House var en praktikbaby, en forældreløs, som blev udlånt af det lokale børnehjem med det formål at lære unge studerende at blive gode mødre. I mere end to årtier, siden 1920’erne, havde kollegier over hele landet haft kurser i hjemkundskab med praktikkøkkener, praktikhuse og somme tider praktikbabyer. Henry var den tiende baby af denne slags, der kom til Wiltons praktikhus.

Vi befinder os i 1950’erne, hvor man på et fremtrædende amerikansk universitet bruger forældreløse spædbørn som ”øve-babyer” til unge piger. Disse spædbørn bliver lånt ud til forskellige unge kvinder, som skal lære at være mødre ved at bo sammen med barnet i en uge af gangen, inden babyen til sidst bliver adopteret ind i en rigtig familie.

Da spædbarnet Henry dukker op, kan ingen modstå hans utrolige charme, inklusive programmets leder, den strenge Martha, og Henry bliver således det første barn, der bliver boende på skolen. Fordi han vokser op uden særlig tilknytning til et enkelt menneske, bliver Henrys liv en søgen efter kærlighed, tillid og en forståelse af, hvorfor han tilsyneladende ikke kan gengælde de følelser, andre retter mod ham.

Romanen strækker sig over årtier og kontinenter, mens vi følger den uimodståelige Henry, der stjæler kvinders hjerter, hvor end han kommer fem, mens han stædigt forsøger at finde den eneste ene.