Smuglerne

Vi nærmest fløj gennem Kent med firspand for postvognen fra London ud mod havet. Det gik ud og ind mellem små landsbyer over månelyse enge og ad skovveje så sorte som skorstenene. Vi var mig og min far og en fremmed mand, som ikke sagde et ord. ?Jeg er så spændt på at se dit skib,? sagde jeg. Far lo. ?Ja, ja, det er jo ikke mit endnu, men det er en skonnert, som bærer navnet Dragen.? Den fremmede var nær faldet ned af sædet. ?Dragen?? hviskede han. ?Sagde De Dragen? Hold Dem fra det skib, der er uheld ved hende. Nej, værre endnu. Hun er ond.? ?Et skib kan ikke være ondt,? sagde far. ?Og hvad får Dem til at tro, at De kan advare mig?? Men den fremmede nåede aldrig at svare. Det gav et voldsomt ryk i vognen, og et pistolskud bragede gennem natten.