De nyfødte

Det kunne diskuteres, om jeg stadig kunne betegnes som varulv. Arrene, der bredte sig i et spind af fine tråde ned over højre side af ansigtet, nærmest selvlysende i halvmørket, var groteske. Man skulle tro, at jeg var blevet flået. Der var ikke mange spor tilbage af den magiker, jeg havde uddannet mig til. Øjenbrynene og øjenvipper var brændt væk. Skjolder identiske med dem på min hånd krakelerede i skarpe flager. Under flagerne var den nye hud – gendannet på rekordtid. Men det var ikke det værste. Nederst på halsens sad et lysende bidemærke, af form som en halvmåne. Azuras mærke. Jeg havde aldrig opfattet mig selv som forfængelig, men jeg kunne ikke forestille mig, hvordan nogen skulle kunne føle sig tiltrukket af den vansirede han i spejlet.