Filosofiske perspektiver på kollektiv læring

Kollektiv læring har gennem de sidste fyrre år tildraget sig stadig større bevågenhed. Den stigende interesse kan have mange forskellige årsager. I filosofien har man generelt bevæget sig fra en individualistisk til en mere social tankegang, og inden for samfundsvidenskaben er det blevet almindeligt at anlægge et organisationsperspektiv på institutioner.

Samarbejde og gruppedynamik ses i mange sammenhænge som en måde, hvorpå man kan opnå forbedrede resultater med de samme eller færre resurser. Ændringer i den pædagogiske og uddannelsespolitiske dagsorden har ligeledes været med til at sætte kollektiv læring på dagsordenen, bl.a. i kraft af den øgede betydning af projektarbejde og et stærkere fokus på generelle arbejdsformer i forhold til specifikt fagligt indhold.

Ikke desto mindre har kun få filosoferet over kollektiv læring som sådan. Der er skrevet meget om de sociale rammer for læring, men oftest på en måde så det primært drejer sig om betingelser for individuel læring. Inden for ældre vestlig såvel som ikke-vestlig filosofi har man nok beskæftiget sig med, hvordan man i fællesskab kan og bør lære noget, men heller ikke her har man forholdt sig direkte til den kollektive lærings natur og betingelser. Denne bog forsøger at udbedre manglen ved eksplicit at drøfte spørgsmålet om, hvad kollektiv læring i det hele taget er, og hvorvidt den er mulig.

Forhåbentlig vil bogen bidrage til at fremme interessen for kollektiv læring inden for bl.a. filosofi, sociologi, lærings- og organisationsteori, ikke blot fordi fænomenet kollektiv læring udgør en central del af disse discipliners emneområde, men nok så meget fordi det selv kalder på en tværfaglig og nuanceret undersøgelse.

Bogens bidragsydere er: Søren Harnow Klausen · Oleg Koefoed · Anne-Marie E. Olsen · Michael Paulsen · Palle Rasmussen · Jörg Zeller.

I samme serie:
Læring og erkendelse