I vægtens tegn

Selma, som går i tiende klasse, har et helt kinderæg af problemer. Efter forældrenes skilsmisse bor hun ved sin mor, som måske drikker for meget. Hun er betaget af en klassekammerat, men er han betaget af hende? Og så er hun veninde med den spændende Lone, som dog efterhånden viser sig at have et spiseproblem af de helt store.

De ting tumler hun med gennem den hurtigt læste roman, som forfatteren på mange måder er sluppet helt godt fra. Beskrivelsen af Lones spisevægring og omgivelsernes magtesløshed er realistiske og tankevækkende. Så spis da for pokker, tager man sig i at tænke, men Lone spiser ikke og dør i bogens slutning. 


Selma selv får efterhånden løst sine familiemæssige problemer og bliver kæreste med klassekammeraten. Hun er ikke modeltynd, men kan altså sagtens have et godt liv alligevel. 


Der, hvor bogen halter, er i de mange dialoger. Personerne lyder mere, som var de omkring de 30 og ikke 14 år. Det irriterede mig undervejs, men husets egen 14‑årige kørte bogen ned i et ruf, for spisevægring er altid et godt emne.