Civil ulydighed

»Jeg går varmt ind for det motto, at den bedste regering er den, somregerer mindst...«

Således indleder den amerikansk filosof, pacifist og individualist Henry David Thoreau sit nok mest berømte essay Civil ulydighed fra 1849. Han blev inspireret til sit essay, da han i 1846 tilbragte en nat i fængsel for at have nægtet at betale sin militærskat. Amerika var på det tidspunkt i krig med Mexico, en krig, som Thoreau af princip var imod, da han udelukkende anså den for at være en ekspansionskrig. Resultatet af krigen blev at Amerika kunne tilføje Californien til sine besiddelser - en stat som den daværende præsident Polk flere gange forgæves havde forsøgte at købe.

Thoreau accepterede ikke det almindelige krav i et demokrati om at borgererne bør overholde og anerkende alle dets love, også selvom de måtte finde dem uretfærdige. Han nærede en grundlæggende mistillid til staten og nægtede at anerkende den som den øverste myndighed. »Min eneste forpligtelse er til enhver tid at gøre, hvad jeg finder ret og rigtigt.« Thoreau mente at man kun er forpligtet på at gøre det man i følge sin egen dybeste overbevisning mener, er det rigtige. Samvittigheden bød ham trods.

Siden har ideen om civil ulydighed dannet skole og inspireret mange senere generationer til politisk aktivisme, bl.a. Gandhi og Martin Luther King.

I dette udvalg af Thoreaus politiske tekster indgår udover Civil ulydighed, her for første gang i sin fulde længde, også Slaveriet i Massachussetts og Livet uden principper, som begge ikke tidligere har foreligget i dansk oversættelse. Heri giver han en engageret indføring i sin individualistiske og humanistiske filosofi og et glødende indlæg i kampen mod slaveri og racisme.

Thoreau behandler i sine tekster aktuelle begivenheder og tildragelser i sin samtid, som det ikke er vanskeligt i se paralleller til i vore dage. Krigsmodstanden, pressekritikken og kampen for menneskerettigheder springer i øjnene. Og hans måde at forholde sig til disse ting, er en stadig kilde til inspiration og han minder os ved sit eksempel om politikkens evige forpligtelse overfor almene humanistiske- og retfærdighedsidealer.