Spejlvendt

Hovedpersonerne befinder sig ofte det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og flere af novellerne giver hovedpersonerne anledning til både eftertænksomhed og indsigt.

Anne Kleins skrive- og fortællestil balancerer mellem meget konkrete dagligdags ting og hændelser på den ene side samt dybereliggende og næsten arketypiske områder på den anden side; som i forholdet mellem mennesker og generationer eller ved indre monologer.

”Jeg stikker min knyttede hånd i lommen på min nye havfruetrøje, som min mor lige har strikket til mig, fordi hun mener, at jeg vil se lidt slankere ud i den. Det er en af den slags store trøjer, som man nærmest forsvinder i, så efter hånden følger hele armen hurtigt med nedad, men stadig uden, at jeg er nået ned til bunden af lommen. Nysgerrigt stikker jeg hele hovedet ned i lommen. Der er en duft af løv og lavendel, og jeg lukker øjnene for at skærpe mine sanser. Jeg virrer let med hovedet og får på den måde skruet mig endnu længere ned i lommen. Et øjeblik holder jeg vejret. Som en søløve glider min krop elegant videre ned i den rummelige lomme, og fødderne giver et sidste lille svirp fra sig, inden jeg er på vej ned mod dybet.”