Dukkedrengen

»Jeg vidste ikke hvem jeg var. Selvfølgelig havde det med flytningen at gøre, et nyt land, og puberteten, et nyt sind; men den gode gamle John var ved at forsvinde, og den ny John var som en Joker i et spil kort, eller en sprællemand. Men hvem trak i snoren?”«

I Dukkedrengen møder vi teenageren John, der er flyttet fra Las Vegas til Danmark sammen med sin mor. De er flyttet væk fra faren, en berømt bugtaler, og en lidt hypnotiserende, uhyggelig skikkelse. Vi hører om drengen, der naturligt nok forvandler sig i puberteten – men er det nu også helt naturligt, eller taler faren gennem ham over lange afstande og styrer hans sind?

Dukkedrengen er en (para)psykologisk gyser og et lille koncentreret værk. Her er der flere stemmer på spil; drengen, bugtalerdukkerne og moren, og til tider tvivler man på, hvis stemme der taler.

Dukkedrengen belyser den svære kunst at gå fra barn til voksen og det at finde sin egen stemme. For taler vi nogensinde kun med vores egen stemme, eller taler andre igennem os – fx vores forældre – efterhånden som vi bliver voksne? John vokser, og uhyggen vokser med!