Humaniora & sundhedsvidenskab

Humanistisk og sundhedsvidenskabelig forskning bidrager begge til forståelsen af, hvad det vil sige at være et menneske. Ingen af dem kan i denne bestræbelse undgå allerede i udgangspunktet at forudsætte en mere eller mindre udtalt, mere eller mindre sammenhængende menneskeopfattelse.

Gennem hele den vestlige civilisations historie har der været en frugtbar vekselvirkning mellem de to områder. Men den stærke natur-videnskabelige orientering i det seneste århundredes sundheds-videnskab har sammen med forskellige tendenser til markering af humanioras autonomi bidraget til, at der kan synes at være en dyb kløft eller direkte konflikt mellem de to videnskabsområder og deres menneskeopfattelser. Denne kløft eller konflikt er af mere end blot akademisk betydning. Den har konsekvenser for indretningen af sundhedssystemet, for dets funktionsmåde og for tilrettelæggelsen af de sundhedsfaglige uddannelser.

Ved indgangen til det 21. århundrede er der imidlertid mange tegn på, at det klassiske samspil mellem humaniora og sundhedsvidenskab genoptages og videreudvikles --- bl.a. motiveret af de store udfordringer af etisk, politisk, teknologisk og videnskabelig art, som det moderne sundhedssystem står overfor.
I Humaniora & Sundhedsvidenskab giver en række forskere fra humanistiske og sundhedsvidenskabelige discipliner eksempler på og refleksioner over dette samspil.


Bidrag fra: Uffe Juul Jensen, Signild Vallgårda, Poul Pedersen, Bent Rosenbaum, Ole Hartling, Niels Høiby, Eivind Thorling, Steen Wackerhausen, Berit Eika & Christian Allkjær samt David Thomasma.