Kunsten at græde i kor

»Jeg har tit fået at vide, at jeg har store blå øjne, og jeg har lært mig selv et trick: nemlig at hælde hovedet på skrå og lade være med at blinke rigtig længe, og så blinke langsomt, ligesom kalvene nede på engen. Hvis der løber en tåre ned ad kinden, tørrer jeg den ikke væk; så har de voksne det med at sukke så dybt, især ved begravelser.«

Den 11-årige fortæller i Kunsten at græde i kor, hvordan man gør, når sorgen ruller.

Sammen med sin far går han til alle de begravelser, han kan komme til. Faderens taler tvinger nemlig uvægerligt tårerne frem i de efterladtes øjne, godt hjulpet på vej af sønnens sørgmodige blik, og da en god tale tillige hjælper på omsætningen i forældrenes lille købmandsbutik, er logikken i drengens øjne klar: den enes død, den andens brød.

Men endnu vigtigere for drengen er det at holde sammen på sin familie, som ligger under for faderens ´psykiske nerver´ - især efter at hans storesøster er holdt op med at ligge sammen med faderen på sofaen om natten.

Kunsten at græde i kor er fortalt med den 11-åriges blanding af troskyldighed og retskaffenhed, der forlener denne roman om livet i en sønderjysk landsby sidst i 1960´erne med sin egen særlige humor, tragik og menneskelighed.