Den hvide fjende

I en tid, hvor den globale opvarmning er et påtrængende problem, der også optræder i romaner og på film, er det interessant at se, hvordan et andet klimaproblem kunne danne baggrund for en dansk katastroferoman så tidligt som 1921.

Den mangeskrivende Niels Meyn (1891-1957) forestiller sig i denne spændingsroman, hvordan en ny istid med kort varsel truer med at gøre Danmark ubeboeligt. Den unge videnskabsmand, der påviser denne trussel, bliver lagt for had af de mange og stærke interesser der ønsker at fortsætte som om der intet unormalt var på færde. I en stribe af angreb på ham mobiliserer de pressen, lægevidenskaben (for den unge mand må jo være sindssyg) og lovgivningsmagten (for han må naturligvis sættes i fængsel).
 
Men så begynder det at sne, og temperaturen falder. Nu gælder det evakueringen af landet – og for den unge videnskabsmand gælder det også om at genfinde sin forlovede, som er blevet adskilt fra ham i det almindelige kaos. Det er således både en spændingsroman, en politisk roman og en kærlighedsroman, som Meyn har skrevet – og læseren holdes til det sidste i spænding med hensyn til om de gode sejrer og de onde får deres velfortjente straf!