Samfundskontrakten

Siden Th. Hobbes og John Locke ('Anden afhandling') havde det ordnede sociale fællesskab været begrundet i en samfundskontrakt: en delvis afgivelse af frihed mod en sikring af liv, ret og ro. 

Rousseau søgte en kontrakt, der ikke afgav frihed og nåede frem til en model, hvor almenviljen står i centrum: alles fælles vilje, som man i glæde underkaster sig i troen på, at den totale personlige frihed er bevaret. 

Samfundskontrakten" blev udgivet i 1762. Det er et grundlæggende værk inden for politisk filosofi. Rousseau argumenterer for, at hver borger skal være direkte involveret i dannelsen af lovene, så alle vil være tilbøjelige til at overholde dem og retfærdighed og frihed vil sejre.

Bogens centrale idé er konceptet om 'folkets suverænitet': det princip, at kun folket, der udgør staten, har retten til at bestemme dens love. Desuden fremfører Rousseau, at mennesker i naturen er i grunden gode, men bliver korrumperet af samfundet.

Rousseaus "Samfundskontrakten" har påvirket mange politiske tænkere og revolutioner, blandt andet den franske revolution, og hans idéer forbliver centrale i politisk teori og praksis til denne dag.