Kimæren

En underlig stilhed fyldte verden omkring dem. Regnen tog til og forvandlede infernoet til et trommespil og de buldrende flammer fungerede som bassen. Desværre var koret dødt … James rettede sig langsomt op, ud af syne og hans stemme, dyb og rumlende, var fuld af alvor.

»Kom så …«

Mens de bakkede væk, med våbnene peget imod helvedes gab, hørte de den hjertevarme latter, der steg op mellem bygningerne. De så med stigende uro, hvordan den grå skikkelse dukkede op gennem røgen, hostende og grinende. Personen gik i stå, midt på kørebanen og lænede nakken tilbage. Regnen skyllede over ham og han hævede hænderne imod himlen, tilsyneladende henrykt. Det var først, da manden grinede igen og begyndte at råbe, at de genkendte ham.


Der er noget galt i Rowley. Det er umuligt at få kontakt til byens lokale betjent. Det nærmeste sherifkontor modtager uhyggelige telefonopkald fra rædselsslagne mennesker, der alle påstår, at Rowley er under angreb. Nogle siger, at fjenden er et menneske. Andre siger, at det er et dyr. Snart dukker en blodig og vanvittigmand op på Sherif Tobin Leis’ dørtrin og trygler: »I må hjælpe dem! Min datter! Mine forældre! De er stadig dernede!« Redningsaktionen bliver et mareridt. Hver gang nogen dør, bliver fjenden større, stærkere, hurtigere. Jo flere, der bliver involveret, jo sværere bliver det de overlevende at undslippe KIMÆREN!