Claras virkelighedsverden

Claras virkelighedsverden er en socialrealistisk kortroman.

Vi følger Clara, hvis liv er svært på grund af traumer som følge af svigt i barndommen - svigt og overgreb, som for alt i verden skal forties og fortrænges.

Uddrag:

»´Undskyld, mørke´, hvisker hun.
Mørket og hun er venner i aften - hver eneste aften. Det pakker hende ind i en verden af ingenting, og hun nyder det. Hun ser ikke rigtig noget, men går bare derudaf, hun ved jo, at verden ingen ende har. Og hvis den har, gør det ikke noget, at hun finder den. Det er fremragende at gå herude i den friske luft, i nuets virkelighed. Hun ved, hvor hun befinder sig, samtidig med, at hun ikke har den fjerneste idé om det. Det er sjovt og paradoksalt. Det er rigtigt og forkert. Med armene ud til siderne drejer hun omkring sig selv. Rundtosset og søgende kigger hun op på stjernerne, som skal de lede hende på vej. De blinker drilske og uskyldige, som om de ville sige, at det aldrig kunne falde dem ind. De er smukke. En varm tåre baner sig vej ned ad hendes kolde kind og lander et sted i mørket. Stilheden, mørket og stjernerne er absolutte dette moment.
Det svimler for hendes syn, stjernerne begynder at danse. Det er som om, at en sandhed er ved at gå op for hende, men hvilken sandhed? Det er før sket, at et sådant øjeblik har overfaldet og overmandet hende, men hun har aldrig turdet grave til bunds i, hvad det er, der gemmer sig på bunden af mindernes brønd.
Som tendens hænder dette i aftenstunderne - når det er meningen, at hun skal falde til ro og sove. Som regel kaster hun skylden på morens sygdom, på faren, der lod sig skille, og på hans nye kone Else, der flittigt forsøger at polere ulykkelighedens overflade. Dog er hun klar over, at det hele er indbildning, at skylden tilhører noget helt andet. Noget andet, som hun endnu ikke kan udtrykke og definere. Heller ikke selvom hun har læst en masse om emnet og har sporet sig ind på sandheden bag frustrationerne.
Når det drejer sig om følelser, er hun, Clara, en kujon, specielt når det drejer sig om hendes egne følelser. Hun ville ønske, hun havde modet til det ulmende opgør, men hver gang, hun står ansigt til ansigt med sandheden, undviger hun.«