Splittet

Uddrag:

»Endelig nåede hun dørhåndtaget. Hun trykkede det ned og lukkede den høje trædør op. Hun følte sig altid lille og skrøbelig, når hun stod i den kolossale døråbning og modtog besøgende. Dørens karme fik hende til at ligne en gammel indrammet antikvitet, der for længst havde aftjent sit formål, men som stadig lod sin gnist pryde omverdenen. Hun havde stadig sin hjælpsomme og givende udstråling.
     Vinden trykkede døren op ad entreens væg, naturens kræfter pressede hende et skridt tilbage. Det var bælgmørkt udenfor, regnen silede ned, og vinden ruskede og fik de gamle egetræer til at knirke højlydt.
     Det var en mørklødet mand, der stod på hendes trappe, med bedende øjne og ynkelig i sit drivvåde tøj. Hun havde mest af alt lyst til at lukke døren. Både fordi syndfloden skyllede ind i forstuen, men også fordi Benjamin havde forbudt hende at lukke fremmede ind, når han ikke var hjemme. Hvad ville denne fremmede desuden?«