Accabadora

I Soreni på Sardinien har tzia Bonaria Urrai, landsbyens gamle syerske, i snart mange måneder ligget på sit yderste, ”fanget i sig selv, som ophængt i en ståltråd så tynd at man ikke kunne se den, men så stærk at den ikke knækkede.” Den unge kvinde Maria, der som 6-årig er blevet adopteret af Bonaria, passer hende, men er desperat over at være vidne til de lidelser hun gennemgår, og føler sig mere og mere fristet til at gøre noget for at bringe det til en afslutning.   

For skønt man står på tærsklen til en ny tid, er gamle sardiske traditioner med rod i det arkaiske bondesamfund endnu nærværende, og dødsenglen, accabadora, ’hende der afslutter’, betragtes med respekt som en kærlig og barmhjertig person.