Altet op af intet

Og selv galaksehobene, de danser… 
utroligt, hvad man alt med sproget kan, 
og pluds’lig er man så’n en mægtig mand, 
som ikke kender skel og uden grænser.

Den pseudonyme digter Jan van Bürg har stillet sig en umulig opgave i Altet op af intet, en stort anlagt digtsamling, som nu udkommer på Det Poetiske Bureaus Forlag. Han vil tale altet op at intet. Og dette i form af intet mindre end en såkaldt stormestersonnetkrans der ifølge forlagets oplysninger kun er forsøgt én gang før i Nederlandene sidste år. Bogen består således af 14 sonetkranse der danner en 15. mestersonetkrans af hvilken stormestersonetten uddrages i form af 1 linje fra hver mestersonet. Vildt!

Men hvad er altet, og hvordan skal man forstå intet? Et intet en ting eller er det ingenting? Skal man gøre naturvidenskab til livsfilosofi eller hvordan finder man rundt i de store begreber om verden og livet. Og alt og intet:

Mysterierne melder sig til hobe: 
Jeg fatter kun i 4 dimensioner! 
Andet er mig kun spekulationer – 
i livets rytme mig en skæv synkope.

Omvendt er det nødvendigt at tage livtag med netop disse begreber. For selvom vi som regel blot diskuterer politik eller fodbold, er det dog i de store begreber, at alt, hvad vi siger og tænker og er hænger sammen:

Bag den er et meget mystisk mørke:
angstens dybt fortvivlede forsøg, 
at ordne kaos regelret – forsøg, 
at forvandle intethedens ørke. 

Er der stadig plads til spekulativ versemagerkunst behændigt snedkeret i henhold til traditionelle formler er også et spørgsmål bogen i sit fulde omfang stiller? Eller kan den moderne poesi kun rumme formløs introspektion? Læs og døm selv.