Atlantis´ Historie

Teosoffen Helena Petrovna Blavatsky introducerede i sit værk ”Den hemmelige lære” (1888) den spirituelle lære om Atlantis.
Perioden for mellem ca. 1.000.000 og 900.000 år siden er Atlantis’ guldalder. Atlantiderne levede i luksus og med mange bekvemmeligheder. Deres hovedstad blev kaldt ”byen med de gyldne porte”. På sit højeste, havde den to millioner indbyggere, der blev forsynet med vand fra en bjergsø.
Atlantiderne havde luftskibe, som blev drevet af den legendariske Vril-energi og kunne rumme op til otte personer. Deres økonomiske system var socialistisk ligesom inkaernes, og de var de første til at udvikle organiseret krigsførelse. Militæret kunne indsætte Vril-drevne luftslagskibe med plads til 100 kæmpende mænd. Luftskibene kunne bombe med giftgas. Infanteriet anvendte brandpile.
Beboerne på Atlantis tilbad Solen i templer lige så prægtige som dem i det gamle Egypten. De var indrettet i lyse farver. Det hellige ord, der bruges i meditationen, var Tau (svarende til det ariske hellige ord OM).
Begyndelsen til Atlantis’ nedgang begyndte omkring 850.000 f.Kr., da nogle af indbyggerne begyndte at praktisere sort magi tilskyndet af dragen ”Thevetat”, der huskes som Devadatta, Buddhas modstander. Atlantiderne begyndte at blive egoistiske og materialistiske. Praktiseringen af sort magi nåede sit højdepunkt omkring 250.000 f.Kr. og fortsatte, indtil den endelige sænkning af Atlantis.
Mesteren Morya inkarnerede som kejser af Atlantis i 220.000 f.Kr. for med hvid magi at imødegå de sorte magikere, der brugte deres kræfter til at avle menneske-dyr, som de kunne bruge som sexslaver. De havde også en hær bestående af kimærer, der åd fjendernes lig på slagmarken.
Krigen mellem hvide og de sorte magikere fortsatte indtil Atlantis’ undergang. Repræsentanterne for den Gamle Visdom advarede telepatisk deres disciple om at forlade Atlantis i tide. Den endelige katastrofe, der fik Atlantis til at synke i havet, skyldtes et pludseligt jordskælv i 9564 f.Kr.