Barberbladstræet

Barberbladet havde i rigtigt mange år været min følgesvend. Det var min bedste ven til at give mig ro. Syvende dag uden væske, uden næring. Jeg sad i mørket og famlede ude på det lille badeværelse i min lejlighed i bofællesskabet. Den lille smule lys, der kom ind under døren, var nok til, at jeg kunne finde det barberblad, jeg tidligere havde knækket ud af en engangsskraber og gemt under stakken af håndklæder i mit skab. Jeg trykkede det hårdt ind i mit håndled og sagde til mig selv, at jeg ikke kunne skære mig selv. To sekunder efter kunne jeg høre barberbladet falde ned i vasken og så en tyk blodstråle sprøjte ud af min arm. Jeg vidste straks, at det var helt galt.