Blitz

Han gik nogle få skridt i skovbunden og stoppede op igen… lyttede… gik igen et par skridt…lyttede… Han kunne høre sit hjerte banke i brystet og vidste, at fik Buller fat i ham nu, så ville han aldrig slippe væk igen.
Tanken var forfærdelig, og han var lige ved at vende om…
”Faaar?”… Han hørte stemmen, før han så Buller, men stemmen var ikke fra den Buller, han kendte.
Denne stemme tilhørte en skræmt dreng, der bad for sit liv.
Buller bad for sit liv!
Tanken var absurd og overvældende, og Morten stod helt stille og lyttede.
Han kunne svagt se egetræets stamme mellem træerne, og endnu svagere dukkede Bullers hænder op et stykke fra hinanden.
Han bevægede sig nu mere dristigt derhen, og gik til sidst forsigtigt rundt om træet…

Og dér stod han!

Buller!