Borgen på Manhattan

Det er den 12. maj 1355, knarren "Sankt Benedikt" lægger fra kaj i Bergens havn. På grund af pest og isvintre har intet skib fra Grønland, den katolske kirkes fjerneste provins, lagt til i en norsk havn i ni år. Det forlyder, at nordboerne dér, efterkommerne af Erik den Røde og Leif den Lykkeliges udflyttere, igen bekender sig til asatroen.

Kong Magnus af Guds nåde har udstedt en missionsbefaling og hilser farvel til kaptajnen på "Sankt Benedikt": munken Ivar Bårdson, og hans besætning af søstærke kirkebrødre, kursen er sat mod Grønland for at indfange de vildfarne får.

Kong Magnus ved ikke, at en flok nonner fra Rouen også er på vej til Grønland for på pave Innocens VI´s bud at bygge et kloster til de frafaldne nordboere. Nonnerne befinder sig ombord på "Ravnens vinger", et chartret vikingeskib fra Ny York i Vinland, som priorinde Therese Fecamp til lejligheden har døbt "Normandiets klokker". Forinden har skibets kaptajn Thorvald Grimson overrakt hende en personlig hilsen fra Vinland tilsammen med en enhjørnings dyrebare horn - en gave til klosteret.

Men Ivår Bårdson og hans besætning ankommer uforberedt til spøgelsesagtigt forladte bygder ved Julianehåb og Godthåb - og til mødet med "Normandiets klokker". Munke og nonner kommer i splid med hinanden og med sig selv, for hvad har fordrevet nordboerne, og hvem har de fulgt, kirken eller Odin? Therese Fecamps og Ivår Bårdsons folk trodser frygten for isbjerge, for det ukendte og de sagnomspundne enfødinge af forskellige grunde; for Gud, for rigdom, for kærlighed. og begiver sig Vinlandet i vold.

Det sagnomspundne Vinland har eksisteret. Gennem generationer levede flere tusind udflyttere fra Erik den Rødes og Leif den Lykkeliges Grønland i Nordamerika. De boede i kolonier af vidt forskellig art og blandede blod og kultur med indianerne. Da franske opdagelsesrejsende og missionærer i 1600-tallet sejlede op ad Sankt Lawrencefloden, undrede de sig over de mange lys- og rødhårede indianere, der boede i området, nogle af dem havde endog krøllet hår og blå øjne.

Et fælles træk hos nordboerne var deres rejselyst. På de store søer sejlede de så langt mod vest som til det nuværende Minnesota. Mod syd nåede de Kannibalernes øer i Det caraibiske Hav. Nordboerne var blevet kristnede, men i det meste af 400 år var forbindelserne til Romerkirken afbrudt. Dette er historien om, hvad der muligvis er hændt dem. Romanen bygger på historiske personers beretninger og på arkæologiske vidnesbyrd.