Brungst

Brungst, er Munchs første udgivelse i 9 år og synes at være skrevet med internettet og teknologien kværnende i baggrunden. Eller måske er den nærmere inficeret af teknologien, og skal ses som en form for poetisk cyborg. Der sker i bogen en sammensmeltning mellem den biologiske krop, den twerkende krop, den brun(g)stige krop og teknologien. Sproget arbejder sig fremad og rundt i cirkler(som en forlængelse af bogens møbiusmotiv) i et regulært associativt amokløb, tilsølet af kropsvæsker og breaking news (f.eks spøger Breivik og Brexit i teksterne), med en vrede og paranoia, der kunne minde om den man finder Ursula Andkjær Olsens sene bøger og Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet.

Birgit Munchs skrift i Brungst er en hacket skrift (ordet hack står som et genkommende tic i teksterne), hvor forskelligartede størrelser smelter sammen og koger over, i næsten utænkelige og uforståelige orddannelser, metaforer og sammenligninger. Det føles som en form for voldshandling mod normalsproget eller som det hedder i Brungst, er vi: “ på nippet til udløsning af absurdloop”. Men det er også en åbenbaring at læse Munch, en reminder om den diskursive vold sproget altid vil gøre på os.