Dødens pølse

Dødens pølse en socialrealistisk, selvkritisk og underverdensrevsende autentisk biografisk beretning om Nis A. Ovaskas rejse gennem fængselsverdenen i 2008-2010 efter en dom for medvirken i Danmarks hidtil største hashsag. Bogen er det første danske værk, der giver et indblik i en almindelig fanges hverdag og er rigt illustreret med forfatterens egne farvetegninger og dagbogsnotater. 

Tilbage i 2006-2008 tog Nis nogle forkerte valg og viklede sig ind i den danske hashunderverden. Han blev anholdt i maj 2008 og fik en dom på 4 års fængsel. Efter 9 mdr. i Helsingør arrest blev han overført til afdeling H i statsfængslet ved Sdr. Omme.

I denne bog får læseren et unikt indblik i hverdagen i en af kriminalforsorgens behandlingsafdelinger. Handlingen kredser om individet, det gode i mennesket, de groteske skæbner og ikke mindst et kritisk syn på Kriminalforsorgens stærkt omdiskuterede kriminalitets- og narkohealende gruppeterapi.

Mikkel Kryger. Vært på Go'aften Danmark

Adam Holm, Weekendavisen

"Medrivende" (5 stjerner)

Magasinet M!

Om forfatteren 

Nis A. Ovaska er født i Randers i 1977. Sammen med sin dansk-finske mor flyttede han senere til Ziguichor i Senegal, hvor han tilbragte sine teenageår. 

Han er i dag en ivrig foredragsholder i skoler, gymnasier og kirker m.v., hvor han fortæller om isolationsfængsling – og om dagligdagen i et almindeligt åbent fængsel. Foredragene er et mix mellem stand-up-light og en kriminologisk forelæsning.

Han taler frit over sit liv og diskuterer gerne spørgsmålet om ’fri hash’ og om, hvorvidt hash er farligt eller ej.

Uddrag fra bogen:
Anholdelsen

En beskidt, grøn Skoda Fabia med tre stirrende mænd bremser dramatisk op – lyden af ét eller flere mennesker, der sætter i løb, giver et sæt i mig. Jeg smider min lille rygsæk med personligt grej. Hopper over en kuffert, vælter en turist præcis samtidig med, at jeg bliver råbt an. 

”STOP! Det er politiet!”

Ordene giver mig en voldsom styrke, og jeg forcerer det galvaniserede stålhegn ned til DSB’s banelegeme i én adræt bevægelse – Sheila! Jeg er så røv ked af, at du skal være vidne til det her!

Jeg koncentrer mig om ikke at eksplodere. Jeg skraber skidtet af en af de mange minus brikker, jeg har fået.

”Vil du fortælle gruppen lidt om, hvordan disse minusser og kritikken påvirker dig?”

”Øh, de gør mig lidt … øh …”

”De gør dig lidt …? Du ser ellers meget, meget vred ud. Kan du huske, hvad du fik at vide samtidig med, at du fik overrakt minusserne fra dine kammerater?”

”Nej, det kan jeg faktisk ikke …”

”Prøv at fortælle os om, hvad det gør ved dig at få så mange minusser. Hvad har du mest af alt lyst til nu?”

Tiden står stille, jeg fortæller ikke, at jeg har lyst til at sparke Hanna og den mandlige fangevogter hårdt i maven, og at jeg har fået trang til at skære i mine medfanger. Jeg kan ikke koncentrere mig om at besvare spørgsmålene. Hannas monotone stemmeleje bliver til en klistret rødgrød i mit hoved. Jeg stirrer tomt frem for mig. Jeg føler, de alle har dolket mig i ryggen. Svinehunde. Jeg ved, det var aftalt spil.