Dag efter dag

Dag efter dag løber man ind i nyheder, påvirkes af dem, nedstemmes, opstemmes, og lægger man øret ydmygt til det hele, er det måske muligt at komme i kontakt med det indre menneske, man slæber rundt på, og som ikke altid er lige nemt at styre, både fordi man er i sine idiosynkrasiers vold, og fordi man er underlagt en meteorologi, der både omfatter den uden for vinduet og indenfor.

En vinter lang passerer med alt, hvad den har at byde på, og man kæmper med det og tænker over det, fordi det trods alt er en brøkdel af alt det, tilfældet har anbragt én i, og som udgør ens liv. Og spørger nogen efter et motto, kunne det være: Vi er alle i samme båd, og hver og én har ansvaret for, at den ikke synker.

Klaus Rifbjerg – Danmarks ubetinget mest producerende og mest omdiskuterede forfatter i nyere tid – som faktisk i dette efterår fylder 80 – skriver i sin nye bog Dag efter dag skarpt og veloplagt om de emner, der melder sig, mens tiden går i en given periode i Danmarks og verdens historie. Emnerne danner en bred vifte, der omfatter politik, litteratur, det personlige, vejret, alderen og så videre. Alt sammen anskuet gennem et temperament og båret af personligt engagement.
 
Den dagbogslignende og reflekterende bog kan læses som en forlængelse af de fire bøger Karakterbogen, Facitlisten, Synderegistret og Tidsmaskinen, som samlet i Hovedbogen blev udgivet af Tiderne Skifter for nogle år siden. Men Dag efter dag er et fuldkommen selvstændigt værk, hvor ophavsmanden træder op uden maske og tillader sig det usædvanlige i litteraturen: at sige hvad han mener uden omsvøb.