Dagbogsblade fra et mælkebøttebarn

Kan den negative sociale arv brydes?

Er der mulighed for at bryde den nedadgående spiral, som den negative sociale arv er udtryk for?

Det er det spørgsmål, jeg har forsøgt at besvare ved at skrive bogen "Mælkebøttebarn", der handler om mit liv.

At skrive bogen har været en svær, sorgfuld og lærerrig proces for mig. Jeg er en kvinde på 52 år, som er vokset op på mange forskellige døgninstitutioner.

Min mor - og mormor - er osse selv vokset op på forskellige anbringelsessteder. De har aldrig fået en uddannelse.

Min mor magtede ikke at have min søster og mig hjemme.

Hun var derefter konstant plaget af dårlig samvittighed over ikke at kunne være en god mor for os, fik en depresion og blev psykisk syg.

Som 18-årig fik jeg aktindsigt i min journal fra Børneværnet.

Jeg gennemlæste journalen med stor smerte.

Følelser af svigt væltede op i mig. Jeg besluttede dengang, at jeg på et tidspunkt ville skrive en bog om min barndom og om at have været institutionsbarn. Det varede dog mange år, inden jeg fik skrevet bogen.

Først måtte jeg igennem et forhold til en narkoman, som jeg fik min ældste søn med. Dernæst et langvarigt forhold til en alkoholiker, som jeg fik en søn og en datter med.

Jeg har selv haft tendenser til misbrug. Misbrug som jeg i en årrække brugte som middel til at holde smerten på afstand - lægge låg på.

Jeg forelskede mig i mænd, som ikke var gode for mig. Mænd som svigtede - valgte "stoffet" - frem for mig og vores lille familie.

Hvorfor faldt jeg for disse mænd ?

Var det fordi jeg genkendte noget fra min barndom ?

Efter at have sluppet disse destruktive forhold, fik jeg en pædagogisk uddannelse og tog fat på at skrive bogen.

Det tog mig 3 år med mange tårer undervejs. Men jeg kom også styrket og afklaret ud på den anden side.

Jeg har skrevet denne bog dels for at blive klogere på mig selv og mine mønstre. Som en slags selvterapi.

Dels for at mine 3 børn skal vide, hvor de kommer fra.

Men lige så meget for at behandlere, pædagoger og andre, som har med truede børn og unge at gøre, kan lære af min historie.

Sidst - men ikke mindst - i håb om at bogen kan give tro og styrke til andre Mælkebøttebørn.

For at vise, at det kan lade sig gøre at bryde den negative sociale arv selv om det er hårdt arbejde og en livslang proces.

To skridt frem og eet tilbage er som bekendt bedre end stilstand eller tilbagegang!

Jeg kæmper stadig og vil nok gøre det resten af livet.

Vi bestemmer ikke selv, hvilken familie vi bliver født ind i.

Og kom ikke her og sig, at vi har lige vilkår.