Danskhedsministeren

Erling Graubøl er en klassisk embedsmand. Han løser de opgaver, han får stillet og spørger ikke yderligere. Indtil han en dag bliver udpeget som personlig rådgiver for Tormod Bindeballe. Bindeballe er nemlig netop blevet udnævnt som minister for det ene af regeringens tre nyoprettede holdningsministerier: Danskhedsministeriet. Sammen med retfærdighedsministeren og naturministeren skal han profilere regeringens værdier. Og Bindeballe føler sig som kaldet til opgaven. Som folketingsmedlem for regeringens nationalt orienterede støtteparti og kendt for sine kontroversielle holdninger til indvandring tager Bindeballe udnævnelsen som et tilsagn om at sætte sit eget nationalistiske projekt på skinner. Nu skal danskerne igen kunne være stolte af deres fædreland. Det danske mindretal syd for grænsen skal støttes. Dannebrog skal vaje, og alle ikke-danske skal registreres og sendes tilbage, hvor de kom fra. Statsborgerskab, menneskerettigheder og lignende udgydelser fra godhedsindustrien skal ikke være en hindring for at genrejse Danmarks ære. Kun indfødsretten tæller. Oppositionen og det lille regeringsparti klager sig, men statsministeren spiller sine kort klogt og bruger Bindeballe i opportunistisk øjemed: Selvfølgelig går regeringen ind for menneskerettigheder og selvfølgelig er Bindeballes ønske om "Danmark til Ejderen" ikke udtryk for regeringens politik, men det særligt danske skal vi nu værne om. Det er smult vande Erling Graubøl skal operere i som rådgiver for Danskhedsministeren. Hans integritet sættes konstant på prøve af Bindeballe, der optændt af den hellige ild ikke vil lade sit nationale projekt forsinke af procedurer, lovgivning og andet sludder.