De hvide aber

De hvide aber kan betegnes som et psykologisk drama, der udspiller sig i perioden fra anden verdenskrig, hvor bogens hovedpersoner er børn, og frem til i dag.

Karl betragter helt fra barnsben sig selv som »Den hvide abe« - en født gentleman, der som »Tarzan« er havnet blandt primitive, menneskelignende aber. På denne måde skaber han selv den værdighed og selvtillid, hans adelige og følelseskolde forældre ikke var i stand til at give ham. Han føler sig som noget for sig selv og uden behov for at være som de andre i flokken.

Elisabeth finder sin plads i livet og i flokken, som begavet femme fatale - en overlevelsesstrategi som ophæver den usynlige rolle, hun som barn fik tildelt af sine nærmeste.
Karl og Elisabeth er hinandens modsætninger, og netop dette væver deres skæbner sammen på en overraskende måde.

Læseren bliver i et nøgternt sprog bekendt med Karl og Elisabeth og med flere facetterede personer, som alle kæmper deres egen kamp for at finde mening og kærlighed. Alle kommer de fra vidt forskellige over- og middelklassekulturer, men skelsættende begivenheder fletter deres liv sammen. Alle er de præget af tiden og deres opvækst, men forsøger ikke desto mindre selv at forme deres liv. Alle er de hvide aber.