De lemlæstede

… en frygtelig bog, et seksualhelvede, fuld af smuds, forbrydelser og den dybeste melankoli – en monoman vildfarelse, om man vil, men ikke desto mindre en vildfarelse med et inderligt rent kunstnerisk særpræg, som man må håbe vil modnes til et mindre ensidigt tvangsbetonet syn på og billede af livet og menneskeheden. –Thomas Mann

Denne Hermann Ungar har en frygtelig forkærlighed for – ja, hvad skal man sige – for dårlig luft, for sjælens miasmer, for det hengemte, svedige og urene, og hans hensynsløshed mod svage eller sentimentale nerver grænser til det perverse. –Stefan Zweig

Ungars roman er en psykoseksuel og socialpolitisk Worstward ho!, hvor kun én ting er sikkert fra begyndelsen: at det hele går lige lukt i lokummet. Som om spørgsmålet, den stiller, er: Kan man synke lavere? For derefter at gå i gang med at vise, at det kan man! –Stig Sæterbakken

Franz Polzer lever i evig angst for det uventede, men det uventede er ikke til at holde væk – tværtimod lader det til at trænge ind på livet af ham med en uhyggelig stædighed. Dette er den sadistiske mekanisme, der styrer begivenhederne i Hermann Ungars roman De lemlæstede (1922), et overset hovedværk i sidste århundredes europæiske litteratur, som nu foreligger på dansk for første gang.

Polzer arbejder som bankfunktionær og lejer et værelse hos enken Klara Porges. Efter adskillige stillestående år, som Polzer ikke har tilbragt med stort andet end at opbygge en sygelig ordenssans, ønsker enken sig pludselig en mere fremtrædende rolle i hans liv. Endnu værre bliver det, da Polzers barndomsven, den rige Franz Fanta, beslutter sig for at flytte ind hos ham i Porges' lejlighed. Fanta lider af en mystisk sygdom, der æder ham op indefra. Ud over enkens tilnærmelser og Fantas paranoia skal Polzer nu også trækkes med vennens plejer, Sonntag, en religiøs fanatiker og tidligere slagter, hvis sparsomme ejendele tæller en gammel slagtekniv og et forklæde med indtørret kalveblod.

De lemlæstede er en klaustrofobisk roman, hvor tragik og komik behandles med samme distancerede stil. Til trods for det nøgterne sprog står romanen som et udtryk for en særegen overskridelsesæstetik, et katalog over paranoia, perversitet, fornedrelse, religiøst vanvid og fysiske og mentale lemlæstelser. Det er ingen tilfældighed, at romanen har gjort så stort et indtryk på forfattere som Thomas Mann, Stefan Zweig og senere den norske forfatter Stig Sæterbakken.

Hermann Ungar (1893-1929) var tysksproget forfatter og dramatiker af mæhrisk-jødisk afstamning. Hans egenartede, både komiske og groteske forfatterskab kredser om velordnede tilværelser, der afspores på grusomste vis og ender i angst, perversion og fornedrelse. I sin levetid blev han kaldt 1920’ernes vigtigste forfatter og nævnt i samme åndedrag som Franz Kafka; efter sin død forsvandt han i glemslen. Hans bøger er i de seneste tredive år blevet genopdaget og oversat til adskillige sprog.