Den antike jødedom

Med Aleksander den Stores erobringer østpå omkring år 300 før Kr. åbnedes døren på vid gab for handelsmæssige og kulturelle forbindelser mellem Orienten og Europa, og mange af de gamle, orientalske kulturer mistede ved mødet med vestlige åndsstrømninger deres særpræg og blev en del af det kulturelle blandingsfænomen, vi kalder hellenismen.

Også jødedommen måtte kæmpe for sin sjæl.

Den makkabæiske frihedskamp og de to senere oprør mod romerne havde alle både en politisk og en religiøs side.

Politisk frihed opnåede jøderne kun i kortere perioder; men den jødiske religion viste sig at besidde tilstrækkelig indre styrke til at modstå påvirkningerne fra de vestlige filosofiske og religiøse systemer.

Der sker meget med den jødiske religion i disse århundreder; og den modtager meget nyt; men den formår at fastholde linjen tilbage til den gamle, israelitiske Jahvereligion.

Bogen er et forsøg på at følge den politiske, sociale og religiøse udvikling i jødedommen i den antikke tid og at påvise den tætte forbindelse mellem disse forskellige sider af samfundslivet.

Processen er afgørende for den udformning af jødedommen, som vi kender den dag i dag, og samtidig danner den baggrund for kristendommens opståen i det jødiske miljø.