Den barmhjertige guillotine

Fred Vargas er tilbage med syvende bind i serien om chefen for den pariske drabsafdeling, kriminalkommissær Adamsberg og hans hold. I Paris findes to lig kort tid efter hinanden. Alt peger på selvmord, bortset fra én ting: det mystiske symbol, man finder ved siden af begge ofre. Da Kommissær Adamsberg drages ind i efterforskningen, opdager han en helt anden lighed: Begge ofre deltog for mange år siden i den samme mysterieomgærdede rejse til Island. Mens de brutale mord fortsætter i Paris, drager Adamsberg og hans team mod nord. For hvad skete der egentlig dengang på den islandske klippeø? Den barmhjertige guillotine er en begavet krimi om ondskab og brutalitet i bedste Vargas-stil. Pressen skriver: »Avanceret og elegant.« ***** – Marie Louise Toksvig, Ekstra Bladet »Det er det, Fred Vargas kan så knippelgodt. Hun er på fransk ikke for begyndere, og modsat skandinaviske krimiforfattere dyrker hun ikke socialrealisme, samfundssind eller lancerer social indignation med fanfare og flammer. Hendes romaners politiske intentioner, om sådanne findes, er flettet ind i en skjult arabesk, som i et spraglet persisk tæppe. Dette væv er suverænt noget af det bedste ved dagens krimikultur.« *****  – Bo Tao Michaëlis, Politiken »Denne krimi har alt det, en god krimi skal have: mord, mysterier og spændende plot og personer.« *****  – Julia, Femina »formidabel fransk krimi […] der er spænding til de allersidste sider. Det er endnu en gang lykkedes for Fred Vargas at skrue et begavet plot sammen, og hele spillet imellem politifolkene er både vittigt og velfortalt. Den barmhjertige guillotine er klasser over det meste af den kriminallitteratur, der i disse år væltes ud på markedet.« – Jannik Lunn, Københavneravisen »vibrerende tekst […] Vargas er sin egen, og hendes kærlighed til Frankrigs sære hjørner bærer den gode tekst. […] Der behøvede strengt taget ikke at ske noget i Vargas' bøger, for alene i kraft af hendes personer og hendes på én gang stilsikre og skrøbeligt sitrende sprog sker der mere end i den slette skandinaviske uendelighed af automatskrift, som vi er så pjattede at kalde nordic noir« ***** – Niels Lillelund, Jyllands-Posten