Den kirkelige genforening i 1920

Kirken, præster og menigheder spillede endnu i begyndelsen af 1900-tallet en betydelig samfundsrolle. Forholdet mellem præst og menighed var oftest ganske tæt, så præsten var central for det integrationsarbejde, der skulle finde sted i de sønderjyske sogne med mange nye statsborgere. 

Ganske vist var den tyske kirke også evangelisk-luthersk, men der var store forskelle i gudstjenesteform, kirkelige handlinger, i forholdet mellem præst, overordnede og menighed. I dette tyske kirkelige miljø var der en anden kultur end i Danmark. Dertil kom, at det nationale og det sprogligeproblem trak sine spor gennem alt. I bogen skildres kirkens forhold før 1920, den interne og offentlige debat om ændringerne, spørgsmålet om, hvorvidt de tyskuddannede præster blot kunne blive siddende.

Som et eksempel på denne udvikling er valgt Martin Schwarz (1872-1940), forfatterens morfar, som gjorde hele denne rejsemed: teologisk uddannet ved tyske universiteter, sognepræst i Nordslesvig og genvalgt af sin menighed i Burkal ved Tønder i 1920, nu som dansk folkekirkepræst. I bogen skildres hans uddannelse og præstearbejde i den tyske tid, hans danske embede fra 1920 med ny administration og kolleger, hans teologiskestandpunkt og endelig opgøret med sognets nazisme. Fremstillingen bygger i altovervejende grad på utrykte kilderfra Kirkeministeriets og gejstlige embeders arkiver i Rigsarkivets samlinger og på en række privatarkiver foruden samtidige aviser og tidsskrifter.

Martin Schwarz Lausten (født 1938) er dr.theol. og professor emeritus i kirkehistorie ved Københavns Universitet. Medlem af Videnskabernes Selskab siden 1999. Af væsentlige værker er hans udgivelse af 6 bind, som omhandler folkekirkens forhold til de danske jøder.