Den spedalskes rejsefæller

"En dag i spetember måned da den lave efterårssol kastede lange skygger hen over græsset, mistede hun én, hun havde elsket. Det er uden betydning, hvem personen var, eller hvilken slags kærlighed, det havde været. For han var borte, og hun var tilbage.
Hun vidste, det ville tage mindst to år at forvinde chokket over tabet; at rede sin krop ud af hans krop, sine erindringer ud af hans erindringer, sit liv ud af hans liv. Hun havde mest lyst til at smække døren i for nutiden ved at begive sig ud på en rejse til et fjernt land og blive der, indtil denne nutid havde fortonet og forskubbet sig og ikke kunne skelnes fra fortiden. Men det var ikke muligt. Hun måtte blive, hvor hun var. Hun måtte sidde stille og forsøge at være tålmodig, selv om hendes sjæl var spærret inde i et bur som en vild skabning og desperat siksakkede frem og tilbage for at finde en måde at undslippe på."