Der er altid nogen at befri

Af: Johanne Kirstine Fall
248,75 kr
På lager
ISBN
9788793128736

Katrina, hovedpersonen i Johanne Kirstine Falls roman Der er altid nogen at befri, skal indlægges på Odense Universitetshospital på grund af anoreksi. Vi følger nøje Katrina i de tre måneder, hun er indlagt – et forløb, der spænder mellem en ikke-eksisterende sygdomserkendelse og en grad af selvindsigt, der gør, at Katrina kan udskrives fra psykiatrisk afdeling.

Det er chokerende læsning. Ikke kun i portrætteringen af selvskaden eller slanke- og afføringspillerne, der smugles ind. Eller måden hvorpå personalet i visse tilfælde taler til patienterne på. Snarere er det fordi, den insisterende tone fremstår nødvendig. – den syge gør alt for at snyde, lyve og bedrage alle omkring sig. Der er altid nogen at befri er en roman, der er gennemsyret af løgnen, og at lyve er, hvad Katrina gør bedst. Hun lyver over for lægerne, sygeplejerskerne, moren og kæresten ... hun lyver over for sig selv. 

Romanen er fuld af galgenhumor og kynisme og selvironi, men man er ikke i tvivl om, at det er er alvorligt, det her. Dødsens alvorligt. Døden byder sig således allerede til i prologen:

  ”Er du bange for at dø?”, spørger psykologen.
  ”Nej”, siger hun og kigger for første gang psykologen i øjnene. ”Jeg er ikke bange for at dø, men jeg mener… Når nu jeg skal dø, vil jeg da gerne have lidt kontrol over, hvornår det skal ske, og hvordan jeg ser ud, når jeg er død.”

Katrina er i konflikt med sig selv. Hun er grundlæggende i tvivl om, hvorvidt det kan betale sig at leve. Johanne Kirstine Fall har med rammefortællingen, der starter og slutter i tredjeperson, skabt et rum for det Katrina-jeg, der taler i resten af romanen som reporter – ikke fra en krigszone – men en anden zone, hvor det også handler om noget så umiddelbart og simpelt som at spise.

Johanne Kirstine Fall skriver med pondus, og Katrinas medpatienter beskrives med en indlevelse og humor, så de selvstændiggør sig med hver deres specifikke væsen, hver deres specifikke historie. Men Katrina er ikke bare anorektisk, hun frembyder også psykoser. Johanne Kirstine Fall formår med groteskens virkemidler at beskrive Katrinas psykotiske anfald på en måde, så det giver et levende indblik i vrangforestillingen: Vi sidder samlede ved frokosten. Jeg skal spise rejseost. Jeg tager en bid af knækbrødet, der vokser små buler frem under min hud. De bevæger sig op og ned under huden på mine arme, huden spændes og bliver stram over dem. Jeg ved, at det er rejerne fra osten. Man kan se deres små ben arbejde under min hud …

Der er altid nogen at befri er en voldsom, skrøbelig og sårbar historie, men opretholder hele vejen igennem – og det er noget af en bedrift – en usentimental indstilling. Man bliver som læser klogere på anoreksiens mangeartede u-væsen.

Specifikationer
Forfatter Johanne Kirstine Fall
Forlag Gladiator
Indbinding Hæftet
Thema koder Moderne skønlitteratur. Samtidslitteratur
Varegruppe Skønlitteratur
Ekspedition DBK
Udgivelsesdato 10. aug. 2017
Sideantal 248
Bredde 130
Højde 205
Dybde 22
Vægt 310
Første udgave 2017
Oplagsdato 10. aug. 2017
Oplag 1
Udgave 1
ISBN-13 9788793128736
ISBN-10 8793128738
EAN 9788793128736
Sprog dan
Orignalsprog dan
Omslagsgrafiker Clara Birgersson
Illustreret i farver/sh Nej
Photographer Nefeli Ginnerup Have
Copyright © 2013-present Magento, Inc. All rights reserved.