Det identiskes ophævelse i Adornos negative dialektik

Ifølge Max Horkheimer var Adorno et af det 20. århundredes genier. Bortset fra det noget paradoksale, at Adorno ikke havde meget til overs for genidyrkelse (en holdning som måske på den anden side kendetegner ethvert ægte geni, der jo godt ved, at han/hun i hvert fald ikke altid er geni for sin kammertjener), må hans refleksions styrke da også virke frappant på læseren.

Nærværende disputats - den første danske om Adorno - tager sig for at vise Adornos tænkning som den vanskelige balanceakt, den er; som en tænkning, der ikke vælger den ene eller den anden ensidige filosofiske formel som sit standpunkt, men som derimod dialektisk fastholder alle bestemmelsers og tings moment af gensidig uadskillelighed midt i deres uafviselige adskilthed og forskellighed - uden at den på den anden side overgiver sig til en angivelig (post)moderne komplicerethed; Adornos tænkning vil ikke renoncere på muligheden for indsigt og overblik, heller ikke i forhold til samfundets struktur.

Dette den kritiske formidletheds tema skriver denne bog igennem i sit centrale forsøg på at gendrive dén ensidige ( postmoderne ) Adorno-tolkning, som har domineret det seneste par årtier: at det ikke-identiske (foranderligheden, bevægeligheden, forskelligheden) skulle være virkelighedens og tænkningens substrat på bekostning af det identiske (det, der går igen som det samme). Også 60 ernes og 70 ernes venstremarxisme kritiseres i denne forbindelse. Denne disputats hovedtese er således, at det identiske ophæves - dvs.: stadig findes med - i Adornos filosofi, i hans negative dialektik, og er til stede der sammen med det ikke-identiske.