Det skulle jeg måske ikke have sagt?

I denne erindringsbog fortæller Eva Bendix om sit voksenliv. Arbejdet som journalist bringer hende vidt omkring. Som 21-årig i 1946 bliver hun sendt til London, hvor hun drikker te med premierministeren i Downing Street 10 og optræder i engelsk fjernsyn. Under et begivenhedsrigt ophold i Paris møder hun personligheder som Charles de Gaulle, Léon Blum og Jean Gabin. Hun fortæller også om ungdomsårenes righoldige kærlighedsliv og om mødet med sin livsledsager, kollegaen Claus Becker, der bliver diplomat i udenrigstjenesten. I 1952 bliver Eva Bendix den første faste speaker i dansk fjernsyn. Kort tid efter får hun børn og skal nu forene tilværelsen som travl journalist med familieliv, årelange udstationeringer i London, Stockholm og Bonn, et farverigt liv som diplomatfrue og en aktiv deltagelse i kvinde- og fredsbevægelsen. I 1984 mister hun en vigtig person i sit liv, sin far, tegneren Hans Bendix. Eva Bendix tager livet alvorligt, men hun tager ikke sig selv for højtideligt. Med munter selvironi, parret med faste holdninger, tegner hun et billede af tiden efter Anden Verdenskrig og beretter om sit udadvendte liv helt ind i det nye årtusinde.