Det sociale arbejdes genealogi

Ny forskning diskuterer "filantropiens genkomst" i det moderne sociale arbejde Den unge, lovende sociolog Kaspar Villadsen viser i sin bog Det sociale arbejdes genealogi. Om kampen for at gøre fattige og udstødte til frie mennesker, hvordan filantropien er ved at blive genopdaget i det sociale arbejde. Hermed er principper for fattighjælp, som oprindelig blev udviklet af filantropiske foreninger sidst i 1800-tallet på fremmarch igen. Dette ændrer ikke blot fundamentalt på betingelserne for at lave socialt arbejde men peger også på, at vores fælles forestillinger om medborgerskab, fællesskab og frihed er under ombrydning. Filantropiens ’genkomst’ kan ses i udbredelsen af en stribe populære slagord: ·        ’Man skal møde mennesket, hvor det er’. Dette princip skaber et mærkeligt dobbeltblik på klienten: på den ene side hævder man at møde klienten som et unikt individ. På den anden side synes socialarbejderen kun at kunne få øje på bestemte universelle egenskaber. ·        ’Hjælp skal være hjælp til selvhjælp’. Princippet skaber en konstant mistænksomhed hos socialarbejderen. Man må hele tiden spørge, hvornår klientens udsagn er udtryk for klientens sande vilje, og hvornår de er udtryk for ’tilpasning’. ·        ’Fattigdommen er åndelig snarere end materiel’. Dette princip sætter klientens selv-forhold – hans opfattelse af sig selv – i centrum af det sociale arbejde. Samtidig bliver materielle, ydre vilkår sekundære eller uden reel betydning. Bogen indeholder omfattende historiske analyser af det sociale arbejde og dets rødder fra 1700-tallet og frem til i dag. Måske kan beskrivelsen af det sociale arbejdes fjerne fortid gøre os klogere på, hvad det er for et menneske, som det sociale arbejde nu skal fremelske? Bogen bygger på ph.d.-afhandlingen ’Det sociale arbejdes genealogi’, som blev forsvaret ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet, og afstedkom en del omtale. Nu udkommer afhandlingen i en redigeret udgave på Hans Reitzels Forlag.