Du kan hvis du tør

Bogen starter i 1970, da Herbert Pundik bliver kaldt tilbage fra Tel Aviv, hvor han og hans kone, Sussi, havde boet siden 1954, for at blive chefredaktør på Politiken. Pundik skildrer livet på Politiken; medarbejderne og kollegerne, om samarbejde og konflikter på bladet og hele den store verden uden for Rådhuspladsen, med alle de initiativer, ikke mindst (stor)politiske, i ind- og udland, som han har taget, ikke mindst for at være med til fremme en positiv udvikling i Mellemøsten. Pundik fortæller også om nogle af de mange besøg af prominente udenlandske gæster, han fik i stand, f.eks. en grotesk middag på Politiken, hvor forfatteren V.S. Naipaul var hædersgæst, og som på grund af dennes mildest talt excentriske optræden var ved at ende i den rene tumult. Pundik fortæller også om sin ældste søn, Uris tragiske skæbne, han omkom under Yom Kippur-krigen i 1973, og om sin anden søn, Ron, og dennes aktive rolle i fredsprocessen.