Dyndhåb

Dyndhåb er en farverig, handlingsmættet og dramatisk roman om arbejdere og udskud i Helsingør i begyndelsen af det 20. århundrede. I romanens centrum står drengen Jørgen, der som 8-årig bliver smidt ud hjemmefra af sin stedfar, og den to år ældre Inge, der er datter af grovsmeden Herman Grundig, som dominerer alt og alle med sin hidsighed, sin brutalitet og sit umådeholdne drikkeri. 

Mens heldet tilsmiler Jørgen, der bliver medhjælper i et værtshus og senere får lov til at udfolde sit sangtalent dér, går det meget værre for Inge, som først bliver gjort til luder af sin brutale far og senere overgår til en af byens fine herrer som holdt kvinde med fine kjoler og egen lejlighed. 

Skildringen af grovsmeden Grundig er romanens pulserende centrale fortælling. Sjældent har man i dansk litteratur set en så rå og selvdestruktiv mand som ham. Han er ud over alle grænser brutal over for sine undergivne på skibsværftet, hensynsløs over for sin kone og datter, og det eneste forhold, han har til sin søn, er, at de to slås, indtil blodet flyder, hver gang de er i samme stue eller på samme værtshus.  

Dyndhåb skildrer en barsk underklasseverden præget af drikkeri, vold og nedværdigende arbejdsforhold, men giver også plads til poesi og humor, som når Jørgen synger sange af arbejderklassedigteren Edvard Søderberg, eller når han og Inge besøger markedet og får lov til at optræde sammen med den berømte ordækvilibrist, professor Labri. 

Dyndhåb er en stærk og følelsesmættet roman, som giver en uforglemmelig skildring af en håndfuld mennesker i historiens vold i årene 1902-1908.