Eksil

... Vi spillede fodbold. Sülo var med. Mehmet, Fedai og Ramazan var med. Raşit var med. Min bror var med. Raşits storebror var også med. Vi spillede tit fodbold der. Sülos hold førte, som sædvanlig. Sülo var god til at drible, rigtig god. Pludselig lagde jeg mærke til, at min bror og Raşits bror udvekslede blikke. Jeg drejede hovedet og kiggede. Gendarmerne. Jeg tog mig ikke af det. De plejede at komme og tage vores bold, når vi spillede. Vi var efterhånden vant til det. Et par gange havde de slæbt min bror og Raşits bror med på stationen og havde tæsket dem sønder og sammen. I hjælper oprørerne i bjergene, sagde soldaterne, men det passer ikke. Min far holdt os altid uden for de konflikter. Det havde han lovet min mor, inden hun døde ...