Et brev om tolerance

På John Lockes (1632-1704) tid - efter reformationen - var striden om den rette tro og dens alliance med statsmagten blevet til en uendelig række af religionskrige: et opslidende blodbad og barbari, der lod den religiøse profil gejle masserne op og samle tropperne. Det var i den situation, at Locke forfattede sit brev om tolerance, der i al sin enkelhed havde til formål på klar og overbevisende vis at argumentere for, at man måtte gå det skridt i civilisation at adskille stat og religion. Slet og ret for at holde det, der angår fællesskabet, og som det er vigtigt, at bliver enige og står sammen om, ude fra det, der angår den enkelte og er at betragte som en privatsag, andre ikke skal blande sig eller gøre sig til herre over. Religion - tro og gudstjeneste - er ikke en opgave for staten, da den ikke har med borgerskab, ejendom osv. at gøre, men i afgørende henseende afhænger af den enkeltes valg af livsorientering og personlige autoritet i den åndelige sfære. Derfor var det her, man måtte trække en ny og afgørende streg i sandet, så staten ophørte med at blande sig i religionen, dvs. ophørte med at bedrive politik under påskud af religion og en monopolisering af den rette tro og lære. Her fødes tolerance-begrebet og det bidrag til vore almene menneskerettigheder, vi i dag gerne besmykker os med. Selvom vi endnu ikke har fattet Lockes pointe og sørget for at adskille stat og kirke. Så der er hos Locke kloge ord at læse for enhver, der vil - og tør - blive klogere: dvs. lade tolerance blive en reel dyd og ikke et spørgsmål om tom liberalitet og kynisk ligegyldighed.
Oversat den latinske grundtekst, ´Epistola de tolerantia´, fra 1689 i Raymond Klibanskis tekstkritiske udgave fra 1965, men grundigt sammenholdt med såvel William Popples engelske oversættelse fra 1689 og Raymond Polins franske oversættelse fra 1965. Ikke tidligere oversat til dansk.