Eventyr

Der er så mange fantastiske eventyr. De der er fortalt mellem generationerne og så kunsteventyrene, der har ladet sig inspirere af den folkelige overleverings form, som har gjort både magien, skrønen og den fantastiske situationsløsning til acceptable måder at fremstille livets større og mindre dilemmaer på.

Hvad skal vi så med flere? Eventyr er i hvert fald gode at skrive, når den virkelige verden bliver lige lovlig realistisk, men alligevel ikke kan undværes. Og netop det, der anses for at være realistisk, ændrer sig fra generation til generation. Nye eventyr kan om ikke andet bruges til at pakke en tids realisme ind i genren, der tillader både løgn og latin, som en enestående ramme for at rejse til en anden verden, hvor alt i princippet er muligt, når bare det ender godt.

Troen på det fantastiske er tilladt i eventyret, og derfor rejser børn og voksne sammen dertil, hvor drømmen kan få vinger. For vi har brug for vingerne, der kan bære, at vi tror på os selv, og det der trods alt er muligt.

Den helt almindelige hverdag indeholder oftere, end vi vil være ved det, illusionernes magt forklædt som det en tid ellers kalder sin realisme. At få forklaret, hvad forskellen er på trylleri, illusion og den skinbarlige realisme eller sandheden, kan somme tider være lettere i eventyret, end det vil være i hverdagens samtale. Hvorfor så ikke få sagt noget på den lettere måde?

Eventyrene i denne bog låner form fra folkeeventyrene. Det gør kunsteventyr. De er dog ikke skrevet med handlingerne i folkeeventyret men med livet i min egen tid som forlæg. Det er der nogen, der vil sige, næsten er det samme.