Før min tid

Sue Millers roman er stille, velsmurt og komplet overraskende. Læseren kastes ind i historien i Maine, 1919, hvor åbningsscenen er Georgia Rice' mors begravelse. Tidsånden kryber helt ind under huden på en, mens man får indtryk af, hvordan livet formede sig for en flok børn, der netop havde mistet deres mor. Den unge Georgia tager sig af familien, men får tuberkulose og sendes på sanatorium, hvor hun møder kærligheden.
Så springer handlingen frem til samtiden. Georgias barnebarn, Cath Hubbard, bor i San Fransisco og har netop været igennem en opslidende skilsmisse. Hun flytter fra storbyen for at rydde bedstemor Georgias hus på landet, og i processen pløjer Cath interesseret Georgias dagbøger igennem. På den måde og med udgangspunkt i dagbogen får læseren et indblik i slægtens historie og udvikling, og det er ikke småting, der vælter ud af skabene. Sue Miller sætter fokus på relationerne familiemedlemmer imellem. Hvor godt kender vi i grunden hinanden? Kommer man nogen sinde helt tæt på den, man elsker?
Som ingen anden formår Sue Miller at beskrive følelser, så læseren nærmest føler dem i sit eget sind og på sin egen krop. Læseren følger et parløb, bestående af de to kvinder, som har levet på hver sin tid. Ingen revolution, men indsigt. Det utrolige ved Millers bog er, at hun følger trenden, der består i, at lade en samtidsperson komme ud for en hændelse, der gør, at hun må grave i fortiden - og alligevel både handler og reagerer Cath helt uventet.