Fjorten dage i Eves liv

Elefanten har en lænke om det ene ben. Den står bare og tripper på stedet. Det føles helt anderledes, end når bjørnemanden står og går på det samme sted. Han er jo bare en skulptur. Men elefanten er levende. Det kramper i min mave at se ham stå sådan. Imellem elefanten og os er der en dyb grav ligesom udenfor. Elefanten stirrer ud over graven med et tomt blik. Snablen hænger slapt ned. Så får elefanten øje på mig. Dens øjne kigger lige ind i mine.    ”Hjælp mig!” Råber den uden at andre, end jeg kan høre det.    Jeg ved ikke, hvem der har mest brug for hjælp. Den eller mig. Jeg begynder at græde.    ”Jeg vil hjem,” hulker jeg.