Fraktur

IV
Ved hver station trækkes
ilten ud af vinduet og
vender først tilbage
med landskabets flimren
når vi passerer de lerede
marker kun brudt af
broer vandløb siv og
stenede huse

Naturligvis kan jeg ikke
mere tro på rigtigheden
af påstanden om at
solsikkerne drejer sig mod
solen alt efter dens stilling
på himlen dagen igennem
for heden gør enhver
bevægelse
umulig


Annemette Kure Andersen har med sine fire digtsamlinger slået sit navn fast som en af sin generations fineste lyrikere. I sin femte digtsamling, FRAKTUR, skriver hun videre fra den minimalistiske stil, vi kender fra tidligere, men som titlen antyder, markerer denne bog en udvikling i forfatterskabet.

Digtene er knappe, stramt komponerede, men samtidig rigt slyngende, længere og mere pointerede end tidligere. I flere af digtene spores også en mere verdensvendt tone, som også anes i titlerne på bogens afsnit: Vocabularium, Herbarium og Territorium, fra sproget til jorden. Visse steder kan man endda tale om en humoristisk drejning, hvor den lavmælt absurde tone blander sig med det mere højstemt naturlyriske.