Gamle danske folkebønner

En Søndag, formentlig i 1840erne, var der Overhøring i en sjællandsk Landsbykirke, og Præsten opfordrede en af Pigerne på Kirkegulvet til at sige et Vers, hvilket hun nu selv holdt mest af. Så fremsagde hun, sikkert til Præstens Bestyrtelse, omtrent følgende:

»Jomfru Maria, milde Mø,
kom til mig, når jeg skal dø,
luk mine Øjne, tæt min Mund,
vogt min Sjæl for Helvedes Grund!«

Et katolsk Vers i Folkemunde tre Hundrede år efter Kirkeforbedringen — i et Glimt røbedes her, at Folkesjælen stadigt hægede om Minder fra Romerkirkens Tider,

Ved år 1800 lød ingen af Grundtvigs og Ingemanns Salmer og Sange, ved år 1700 ikke de Brorsonske Toner. Atter hundrede år før, ingen Kingo. Derfra hundrede år tilbage, og vi står i den katolske Tids sidste dage. Hvad ejede Lægfolk dengang af religiøs Digtning på dansk? Bl.a. en Række Digtninge af jævneste Præg, til intim, daglig Brug. Der er nemlig, næsten alene ved mundtlig Overlevering, bevaret en Række rimede Morgen- og Aftenbønner. De gør det ud på én Gang for små religiøse Digte og for virkelige Bønner. De fleste er først optegnet i det 18. til 20. Århundrede, men deres Indhold røber dem som Frembringelser af Romerkirken. Hvad Munke og Præster dengang lærte Menigmand, fastholdtes sejt under nye Forhold; det var med disse Bønner, først Kingo og Brorson, siden hen det 19. Århundredess Kirkelyrikere måtte tage en Dyst op om Almuens Gunst.