Geparden Geo

Da den lille gepard Geo vokser sig større, sender hans mor ham ud i verden. Nu må han lære at klare sig selv. Men det er ikke nemt, især da Geo har meget svært ved bare at være sig selv. Efter adskillige forsøg på identitets- (og farve-)skift erkender Geo endelig, at for ham er det eneste rigtige at være - en gepard. »For nu var han dét, som han var helt fra start: En sort, hvid og gul, plettet, pragtfuld gepard. Ellen Holmboe debuterer som skønlitterær forfatter med denne fortælling i stilsikre og oplæsningsvenlige vers, og Hanne Bartholin illustrerer i en enkel og farvestærk streg.

»Geparden Geo har ligget øverst på hitlisten her i flere uger. Det er sådan en billedbog, der cementerer udsagnet om, at ´less is more´. Læg dertil en farvelægning, der er decideret raffineret.«
- Politiken, Steffen Larsen

»En fin skønlitterær debut. Man mere end aner, at forfatteren er en dreven skriver, hvad hendes tidligere udgivelser også vidner om. Hanne Bartholin har tegnet herlige tegninger, der understreger Geos forvandling på en fin måde - fra det groteske og rørende til det selvsikre individ med udstråling.«
- Skolebiblioteket, Bent Rasmussen

»Hanne Bartholin kan noget med at gestalte åbne, poetiske og løst konturerede tableauer, som har fokus på det processuelle i bevægelsen frem mod en større forståelse af sig selv. I Geparden Geo handler det med debutanten Ellen Holmboes stilsikre og mundrette rim som afsæt - om den identitetsusikre og famlende gepardsøn Geo. Geos problem er, at han - helt bogstaveligt - smider sine pletter og med nøgent skind forsøger at tilpasse sig de dyr, han møder. Vendepunktet kommer, da han i junglen møder en blid hungepard, som sender Amors pil ind i ham med flg. salut: Hvis du er som jeg, må vi prøve at lære/ at værdsætte det, som vi er og skal være./ Geparden har farver, og alle skal med/ så sort, hvid og rød, gul kan være et sted. Bartholin får med optimal effekt anslået alle mellemstadier i Geos op- og nedture me