Granly

 ”Vi skal ind i spisestuen, det er snart middag.” ”Hvad skal vi have til middag?” Hartvig smilede for sig selv, det spurgte de altid om, de gamle. ”Vi skal have pizza og aspargessuppe.”  ”Pisa, det er da et tårn, det kan man da ikke spise.” ”Nej, ved du nu hvad, pizza er ikke noget tårn, det er en middagsret.”  ”I mine unge dage var Pisa et tårn, et skævt tårn,” vedblev den gamle stædigt. Hartvig trak en stol ud, uden at svare, så fik hun Cecilie anbragt: ”Sidder du godt?” ”Ja tak, lille Vita.” Hartvig studsede, Vita! Hvor fik Cecilie nu det navn fra, der var ingen på plejehjemmet, der hed Vita, vist heller ingen i familien. Havde hun engang i tidernes morgen haft en stuepige ved navn Vita? Måske, Cecilie Hansen havde ført stort hus i sin tid.