Grisen

Grisen kan ikke gøre for, at den er blevet budt så forfærdelige vækstbetingelser, at mange har haft dårlige oplevelser med kødets kvalitet. Grisen er i vores egen tid i centrum af en sand symbolstorm: Muslimer og jøder anser den for uren; for vegetarer og veganere er den en syndebuk, mens visse politikere argumenterer for frikadelletvang i offentlige institutioner. 

Endelig er der dem, som mener, at grisen er langt bedre end sit rygte: Den er et af de mest intelligente pattedyr, producerer langt mindre CO2 end drøvtyggerne – og gastronomer vil vide, at den er et sandt tagselvbord af delikate udskæringer. 

Grisen har gennem historien vist sig overmåde overlevelses- og tilpasningsdygtig. Klimaet i Tyskland og Danmark er meget velegnet til grisehold, og allerede fra middelalderen fik den sammen med øl, rugbrød, sild og kål sin faste plads på langbordene. Efter tabet af Slesvig-Holsten i 1864 blev grisen inddraget i den nationalromantiske hyldest af danske værdier. Tidligt blev det danske landbrug rationaliseret og effektiviseret, og svinekøb blev sammen med smør en hovedeksportvare fra slutningen af 1800-tallet. Danskerne fik til gengæld lært at holde af leverpostej.  

”Grisen” er en fortælling om opture og nedture for både dyrene og griseavlerne – og ikke mindst den stadig mindre del af befolkningen, som gerne spiser den  Bogen demonstrerer, at grisen er behæftet med både religiøse tabuer, politiske slagord, profittænkning, udskamning, gode historier, respekt og nydelse  At tage på rejse med grisen er at lære vores egen madkultur og selvforståelse at kende. 

Helle Brønnum Carlsen (født 1959) er uddannet husholdningslærer, litterat og ph.d. på en afhandling om madens æstetik. Mangeårig madskribent og -anmelder, bl.a. for Politiken og Weekendavisen.